Lige siden mine teenageår, har jeg været meget interesseret i psykologi. Jeg havde det selv rigtig svært i min ungdom – med meget lavt selvværd. Jeg følte mig fanget i et ‘fængsel’, som jeg ikke kunne komme ud af.
Jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv – hele mit liv – de første mange år alene, fordi jeg ikke vidste, hvem jeg kunne bede om hjælp. Midt i 20’erne fandt jeg for første gang en terapeut, der kunne hjælpe mig.
Motivationen for at tage en psykoterapeut uddannelse var både at hjælpe mig selv (udvikle mig selv, så jeg kunne blive tilfreds i mit liv) og blive i stand til at hjælpe andre mennesker til at få det godt. Den uddannelse, jeg valgte, var netop dén måde, de arbejdede på: at vi lærte om psykologi ved at arbejde med os selv og vi lærte at lave terapi ved at give hinanden terapi – og se vores undervisere give vores medstuderende (og os selv) terapi.
Jeg har mærket på egen krop, hvor fantastisk psykoterapi er. Hvor fantastisk det er, at blive hel – og fri til at kunne gøre det, jeg har brug for og leve det liv, jeg ønsker.
Mit håb er, at alle mennesker vil give sig selv den gave.